Det solen skinner på vokser og blomstrer

Helle Laursen d. 1. maj 2007
De fleste er klare over, at når der i en periode er kraftigt fokus på en bestemt opgave, så optimeres resultatet i perioden. Alligevel er det slående, hvor stor effekt denne specielle opmærksomhed har.

Resultat af speciel opmærksomhed

I en virksomhed, hvor medarbejderne var beskæftiget med ensidigt gentagne arbejdsprocesser var der over det sidste år en betydelig forøgelse af fraværet. Ledelsen besluttede sig for at gøre noget ved problemet og aftalte med medarbejderne, at der skulle igangsættes tiltag, der indebar fysisk bevægelse i tre pauser hen over dagen. Således delte man medarbejderne i tre grupper, hvoraf den ene gruppe fik et hårdt gymnastikprogram, som de skulle gennemføre i pauserne, den anden et lettere gymnastikprogram og den sidste gruppe skulle tjene som sammenligning og dermed gøre det, de plejede at gøre i pauserne; Altså ikke noget gymnastikprogram.

Der skete et markant fald i fraværet. – Men i hvilken gruppe var faldet størst?

Der var en stor nedgang i fraværet, men der var ingen nævneværdig forskel i nedgangen i de tre grupper! Det viste sig, at effekten var tilnærmelsesvis den samme og i øvrigt at fraværet hen over tid igen steg. Konklusionen er altså, at fokusering alene kan give forbedringer, men også, at det er nødvendigt med en kontinuerlig interesse fra ledelsen, hvis medarbejderne fortsat skal være motiverede og resultatet være blivende.

Fastholdelse af motivation og engagement

Når der er igangsat initiativer, som er væsentlige for organisationen, er det vigtigt, at alle kender målene og strategierne for at nå dertil. Udgangspunktet er en klar og tydelig plan, hvor den enkelte kender kravene til deres egen arbejdsindsats og sammenhængen med de andre involverede. Det er ligeledes vigtigt, at resultatet er målbart, og at der bliver fulgt op på både plan og medarbejdere. Alt for tit når man ikke i mål, fordi interessen svigter, og indsatsen drukner i daglige opgaver. Også indførelsen af ”bonus” har en tidsbegrænset effekt. Tænk på hvor hurtigt effekten af f.eks. firmajulegaver varer. Det bliver hurtigt en tradition, som medarbejderne i starten var glade for, men efter få år måske dårligt udtrykker nogen glæde ved.

Forskellige personlighedstyper, forskellige motivationsfaktorer

Ledelsen skal være opmærksom på, at det der er motiverende for én person ikke nødvendigvis er det for en anden. Således er der ressourcer at hente ved at vide noget om, hvad der motiverer forskellige personlighedstyper. I Insights Discovery opdeles personer i fire grundlæggende typer, og generelt lægger én type vægt på at kunne få mulighed for at opfatte og forstå, en anden at omgivelserne er kontrollerede med så få forandringer som muligt, en tredje at få mulighed for at igangsætte mange projekter og få anerkendelse og endelig motiveres den sidste af uafhængighed og mulighed for at bestemme. Derfor kan ledelsen med fordel i højere grad variere måden, hvorpå de signalerer opmærksomhed på et projekt og i særdeleshed på, hvordan de giver tilbagemeldinger til den enkelte medarbejder.

Kontakt os, hvis du vil vide mere om, hvordan du fastholder fokus og motiverer forskellige persontyper.