Det vestlige samfund har gennem det sidste århundrede fremmet udviklingen af den ekstraverte personlighed ud fra individualistiske (eller egoistiske) årsager, som en måde at gøre sig bemærket i et stadigt mere anonymt og konkurrencepræget samfund. Men i dag har vi en tendens til at tænke, at det at være mere ekstravert ikke alene giver os mere succes, men også gør os til bedre ledere. Men giver det mening at sætte lighedstegn mellem ledelse og ekstraversion?
Ekstraversion og indflydelse
Stille mennesker og højlydte mennesker får nogenlunde det samme antal gode (og dårlige) ideer. Vi bør derfor måske være opmærksomme på det faktum, at de mere højlydte mennesker næsten altid kommer bedst igennem med deres ideer. Det betyder alt andet lige, at der arbejdes videre på mange dårlige ideer, mens gode ideer bliver forbigået. Det er netop, hvad der sker hver dag ifølge undersøgelser i gruppedynamik. Vi opfatter dem, der taler mere som klogere end de stille typer – selvom karaktergennemsnit og intelligenstests viser, at denne opfattelse ikke er korrekt.nnVi ser også dem der taler mere som ledere. Jo mere en person taler, jo mere retter de andre i gruppen deres opmærksomhed mod vedkommende, hvilket betyder, at vedkommende får mere og mere indflydelse i løbet af et møde. Det hjælper også at tale hurtigt; vi opfatter hurtigsnakkende personer som mere kvalificerede og appellerende end langsomt talende personer.
Hvad har vi brug for i ledelse?
Vi har tendens til at overvurdere, hvor udadvendte ledere har brug for at være. Det meste af den ledelse, der foregår i en organisation, foregår på små møder og sker på afstand gennem skriftlig kommunikation. Det sker ikke foran store grupper af mennesker. Det er nødvendigt for en leder at kunne stille sig op foran en stor gruppe, men det er ikke det, der foregår mest af.
Faktisk viser det sig, at flere af de bedst ydende virksomheder i USA i det tyvende århundrede, blev ledet af mennesker, der ikke var kendte for deres karisma men for deres ydmyghed kombineret med en ekstrem grad af professionel viljestyrke (læs eksempler på disse ledere i ”Good to Great” af Jim Collins, 2001).
Hvad gør introverte ledere bedre?
Introverte ledere er mere interesserede i at lytte og indsamle information end i at give deres mening til kende eller dominere en samtale. Men når de taler, så lyttes der, fordi det er kvalificeret og gennemtænkt, det der siges. Introverte ledere har tendens til at støtte deres medarbejderes forsøg på at tage initiativ. De giver input til nøglebeslutninger, implementerer de ideer, der giver mening, mens de samtidig beholder den endelige autoritet. Det interesserer dem ikke at få anerkendelse eller at styre situationen; de tildeler simpelthen opgaverne til dem, der bedst kan løse dem. Også når det betyder at uddelegere nogle af de mest interessante, meningsfulde og vigtige opgaver – opgaver som ekstraverte ledere kan have tendens til at beholde selv.Til gengæld er de ekstraverte ledere med deres naturlige evne til at inspirere bedre til at få resultater ud af mere passive medarbejdere.
Tag hensyn til hvem der skal ledes
Der er altså ikke nødvendigvis lighedstegn mellem ekstraversion og god ledelse, men der er ledelsesopgaver, hvor hhv. ekstraverte ledere og introverte ledere har hver deres fordele. Det kan f.eks. være en fordel at kikke på, hvilken medarbejdergruppe den enkelte leder skal skabe resultater igennem. En gruppe af højtuddannede og meget selvstændigt arbejdende medarbejdere skaber eksempelvis de bedste resultater med en leder, der forstår at tage den coachende og lyttende rolle; noget introverte ledere er gode til.nnTil eftertanke:nn
- Sætter I lighedstegn mellem ekstraversion og ledelse?
- Har I et uudnyttet lederpotentiale blandt jeres introverte medarbejdere?
- Fylder jeres ekstraverte ledere for meget på møderne?
Se evt. sidste nyhed fra H2 Consult for en nærmere beskrivelse af introversion.nnKontakt os, hvis du vil høre mere.
Kilder
”Quiet. The power of introverts in a world that can’t stop talking.” af Susan Cain, Crown Publishers, 2012nnHarvard Business Review, artikler af Lisa Petrilli i 2012