At give mening og vise vej

Helle Laursen d. 15. september 2008

Medarbejdere og ledere har alle høje forventninger til, at organisationen skal skabe mening i deres arbejdsliv. Kan den ikke det, finder de et andet sted at udvikle sig, hvor de selv kan skabe mening. Sådan udtaler professor Sverre Raffnsøe, Copenhagen Business School, til www.lederne.dk. Men hvad er meningen med MENING, og hvorfor har det så stor betydning, at både medarbejdere og ledere er parate til at skifte job for at få det?

At give mening

Sagt ganske kort, handler ledelse om at give mening og vise vej. Mening skabes bl.a. når der er overensstemmelse mellem egne værdier og organisationens værdier. Her snakker vi om de værdier, der bliver udtrykt i form af organisationskulturen. Det handler altså ikke kun om, hvad der står i værdigrundlaget, men hvordan de grundlæggende værdier reelt kommer til udtryk i hverdagen i form af adfærd blandt ledere og medarbejdere.

At vise vej

Men mening handler også om at vide, hvorfor vi er her, og hvorfor virksomheden bevæger sig i den retning, som den gør. Det kræver, at alle medarbejdere kender virksomhedens strategi og baggrunden for den. En forudsætning for, at en leder kan vise vejen for sine medarbejdere er nemlig, at han eller hun ved, hvor virksomheden skal hen, og på en klar og enkel måde er i stand til at kommunikere dette videre i organisationen, så alle nøjagtigt ved, hvordan de hver især kan bidrage til, at virksomheden når sine overordnede mål.

Giv mening gennem involvering og indflydelse

For at sikre, at alle medarbejdere bakker op omkring strategien, er det af afgørende betydning, at især lederne, men også de øvrige medarbejdere, har været involveret i udviklingen af strategien. Indflydelse er nemlig også et vigtigt element i oplevelsen af, at arbejdet giver god mening. Der er naturligvis mange niveauer af indflydelse, men vigtigst er, at alle som minimum ønsker indflydelse på planlægningen og udviklingen af deres eget arbejdsområde og forstår, hvordan netop de bidrager til opnåelse af virksomhedens overordnede mål.

Strategi handler om at sætte sig nogle langsigtede, overordnede mål for virksomheden og gøre sig klart, hvordan man vil realisere disse mål – lægge strategien.

  • Har I en klar strategi i din virksomhed?
  • Er jeres strategi kendt og accepteret af samtlige medarbejdere?

Hvis du kan svare JA til begge spørgsmål, så er der stor sandsynlighed for, at jeres organisation giver mening. Hvis NEJ, så er det måske en overvejelse værd, hvordan I gennem strategiarbejde kan skabe større mening i organisationen. Og gerne inden I næste gang har en medarbejder, der søger mening på en anden arbejdsplads.

Kontakt os, hvis du vil høre mere om, hvordan I kan arbejde med strategiprocesser i jeres virksomhed, så I har en organisation, der skaber mening for alle.