Ejerlederen er i en dobbeltrolle i forhold til en bestyrelse. På den ene side er bestyrelsens opgave at sikre, at virksomheden gennem direktøren ledes ifølge de aftalte strategiplaner. På den anden side kan direktøren i sin rolle som virksomhedens ejer i yderste konsekvens udskifte bestyrelsen, hvis han ikke er enig i dens henstillinger. Hvordan kan man på disse betingelser overhovedet drive et værdiskabende bestyrelsesarbejde i en ejerledet virksomhed?
Ejerlederens udfordringer
Som ejerleder er det vigtigt, at man fra start gør op med sig selv, hvorvidt man har mod og lyst til at have en professionel bestyrelse. Hvis ejerlederen alligevel ikke er parat til altid at følge sin bestyrelses henstillinger, er det bedre at tage konsekvensen af dette og enten udskifte sin bestyrelse eller lade den fungere som et advisory board, hvis rolle udelukkende er rådgivende. Hvis ejerlederen gentagne gange tilsidesætter sin bestyrelses henstillinger, opnår han kun at skabe en demotiveret bestyrelse uden engagement og gennemslagskraft.
Bestyrelsens udfordringer
Som bestyrelsesmedlem i en ejerledet virksomhed er det vigtigt, at man fra start laver en grundig forventningsafstemning med ejerlederen. For at sikre opbakning omkring det aftalte bør det skriftliggøres i en bestyrelsesaftale, der præciserer rolle- og opgavefordelingen mellem bestyrelse og ejerleder. Det har også betydning, at man i bestyrelsen fra start sætter ord på, hvad der kan gå skævt, så man er på forkant med situationen, når man står i den.
Her er formandens personlige gennemslagskraft af afgørende betydning, idet det er formanden, der har til opgave sikre, at samarbejdet mellem bestyrelse og ejerleder forløber efter hensigten. Det betyder, at bestyrelsesformanden også skal være parat til at tage konsekvensen af et samarbejde, der er kørt af sporet.
5 forudsætninger for værdiskabende bestyrelsesarbejde i ejerledede virksomheder:
- En ejerleder, der har det nødvendige mod til at afgive indflydelse til sin bestyrelse.
- Klar skriftlig aftale omkring rolle- og arbejdsfordeling mellem bestyrelse og direktør.
- En bestyrelsesformand med gennemslagskraft, der evner at holde ejerlederen fast på det aftalte.
- Klar strategisk retning nedfældet i en strategiplan, der har både ejerlederens og bestyrelsens fulde opbakning.
- Bestyrelsesmedlemmernes kompetencer supplerer ejerlederens og matcher virksomhedens fremtidige strategiske udfordringer.
Kontakt os, hvis du vil høre mere om det værdiskabende bestyrelsesarbejde eller er interesseret i at høre mere om, hvad vi kunne bidrage med i en bestyrelse.