For mange af os er vores fokus på de eksterne kontakter, kunder og leverandører. Er du opmærksom på, at også kolleger og medarbejdere kan have brug for en ”afrunding”?
Hængepartier
Der er efterhånden mange, der er blevet gode til at aftale mål og opfølgninger ind imellem de årlige medarbejderudviklingssamtaler. De fleste må dog sande, at det er lettere at indgå aftaler end at overholde dem. Der kan derfor være god grund til at se notaterne igennem for at afsløre eventuelle hængepartier.
Sikre kvaliteten af aftalerne og giv ro på
De fleste af de aftaler, det kun er muligt at opfylde, hvis alle parter presser dem ind i kalenderen, vil have større værdi ved at blive udsat – med mindre det er sket flere gange tidligere. Begrundelsen for at fastsætte en ny aftale efter ferien er, at deltagerne får en bedre mulighed for at afsætte den nødvendige tid og dermed være seriøse om emnet.
Er din prioritering i overensstemmelse med jeres værdier?
Hvis I også i jeres organisation taler om, at medarbejderne er den vigtigste ressource, så er der nu også en god mulighed for at lade det afspejle sig i handling. Det er derfor vigtigt personligt at ønske alle en god ferie, og er der kultur for at samles inden ferieperioden starter, så vær til stede! Signalværdien er måske større, end du tror.
Hold ferie
Tro ikke, at løsningen på ikke-afsluttede opgaver ligger i at tage dem med hjem og arbejde med dem aften og/eller weekend, med den konsekvens, at ferien reelt først starter nogle dage efter, du sagde farvel på arbejdspladsen. Det gør dig ikke nærværende for familie og venner, og giver dig heller ikke personligt mulighed for at falde ned og blive ferieklar.
Rigtig god ferie