Når nyansatte eller forfremmede ledere siger op eller ikke lever op til forventningerne, er det ofte fordi de svigtes i introduktionsperioden. Det bør være høj prioritet i alle virksomheder at få nye ledere integreret i virksomheden, så de hurtigere bringer resultater.
Inden opstart
I perioden fra ansættelseskontrakten underskrives til deres opstart er nye ledere top-motiverede for at tilegne sig information om deres nye virksomhed. Det er derfor oplagt at udlevere generel information om virksomheden samt f.eks. produkt- og leverandørinformation, som de har mulighed for at sætte sig ind i inden deres første dag. Dette vil være information, som det efterfølgende kan være svært for den nye leder at finde tid til at fordybe sig i.
Den første dag
Den første dag skal ud over den obligatoriske rundvisning i virksomheden indeholde et møde mellem den nye leder og den nærmeste chef, hvor virksomhedens overordnede mission, vision, mål og strategi præsenteres og diskuteres, så den nye leder har mulighed for at få det helt ind under huden. Det skal munde ud i en præsentation af de mål og forventninger, der er for den nye leders ansvarsområde, så den røde tråd til den overordnede strategi er tydelig fra start.nnPå samme møde diskuteres de gensidige forventninger; hvad er forventningerne til den nye leder på hhv. kortere sigt (de første 90 dage) og lidt længere sigt. Og hvad er den nye leders forventninger til hans nye chef; hvilken form for støtte forventes, og hvilken ledelsesstil er den mest effektive overfor den nye leder. Den nye leder får også chefens input til de primære udfordringer i jobbet i relation til hhv. medarbejdere, afdelingens opgaver samt organisationskultur. Desuden fortælles historien om, hvordan rollen har udviklet sig og den politiske dynamik i organisationen, som den nye leder sandsynligvis vil støde på.
Den første uge
Den nye leder skal 1-2 uger inden start have tilsendt en detaljeret introduktionsplan, der viser hvor, hvornår og hvem, der har ansvaret for de enkelte dele af introduktionen. Ud over at det giver et professionelt indtryk af virksomheden og dermed bekræfter den nye leder i at vedkommende har truffet den rigtige beslutning, så giver det også den nye leder mulighed for at forberede sig inden de enkelte aftaler i introduktionsplanen.
Inden udgangen af den første uge skal den nye leder have afholdt personlige samtaler med medarbejdere med direkte reference. Medarbejderne skal på forhånd være orienteret om formålet med samtalerne, så de er velforberedte. Hovedemnerne er gensidig præsentation og forventninger samt medarbejderens personlige vurdering af, hvad der er de vigtigste udfordringer i den nye leders stilling.
De efterfølgende uger
I de efterfølgende uger præsenteres den nye leder for den øvrige organisation samt de vigtigste interne og evt. eksterne kunder samt leverandører. Den nærmeste chef er ansvarlig for at fastlæggelsen af disse møder og deltager, hvor det vurderes hensigtsmæssigt.
Evaluering
Efter et halvt år skal den nye leder sammen med sin nærmeste chef og evt. en HR-medarbejder gennemgå en 360° evaluering for at få sat fokus på, hvor man kan gøre yderligere fremskridt i opfyldelsen af mål og forventninger. Den 360° evaluering indeholder tilbagemeldinger til den nye leder fra både chef, ledelseskolleger, medarbejdere samt vigtige interne kunder. Lederen får dermed en klar forståelse for, hvad han gør rigtigt, hvor der skal justeres lidt, og hvad forventningerne er til ham i løbet af det næste år.
Overvej eventuelt
- Hvor god var din egen introduktion til din nuværende stilling?
- Hvor lang tid tager det en ny leder i jeres virksomhed at generere resultater?
- Hvor gode er I til at fastholde nye ledere i jobbet?
- Hvordan fungerer de nye ledere, I har ansat/forfremmet i det seneste halve år?
Kontakt os, og hør nærmere om hvordan I kan blive bedre til at introducere nye ledere i jeres virksomhed …