Fastholdelse gennem kommunikation

Helle Laursen d. 26. april 2010

Før finanskrisen var der stor opmærksomhed omkring fastholdelse af medarbejdere ud fra et knapheds- og effektivitetsperspektiv. Siden har fokus ændret sig og det synes nu næsten mere interessant, hvordan man afvikler og kommer af med medarbejdere. Men der er fortsat knaphed, for de små årgange gør sig stadig gældende, og der er store omkostninger forbundet med ansættelse og oplæring af nye medarbejdere. Og så er manglen på kvalificeret arbejdskraft fortsat en meget stor udfordring for mange virksomheder.

Bonus og fastholdelse følges ikke ad

Mange tænker på løn, bonusordninger og frynsegoder, når ordet ”fastholdelse” kommer op. Men tiden er ikke til, at virksomhederne kan uddele store julegaver og skiture til Frankrig. Der er ikke økonomi til det, men det kan også være i modsætningsforhold til at fremstå som en troværdig ledelse, hvis man samtidig afskediger medarbejdere. Men det er faktisk heller ikke de store julegaver og bonusordninger, der i den sidste ende er afgørende for medarbejdernes trivsel.

Undersøgelser viser, at når det handler om trivsel og fastholdelse, så er den løbende dialog mellem leder og medarbejder langt vigtigere. Og tilliden til virksomheden; er der styr på økonomien, opfører man sig ordentligt både internt og eksternt, er medarbejdernes personlige værdier i overensstemmelse med virksomhedens værdisæt.

Velfungerende kommunikation er vejen frem

Det helt centrale element i fastholdelse af medarbejdere har vist sig at være ledelsens evne til at kommunikere med medarbejderne. Og det er jo en rigtig god nyhed i disse krisetider, for en velfungerende kommunikation belaster sjældent omkostningsbudgettet voldsomt. Den kan til gengæld være meget værdiskabende.

Ledelse er at vise retning og give mening, og det er her man som leder skal sætte ind i sin fastholdelseskommunikation overfor medarbejderne. Den strategiske ledelsesopgave handler om at sikre, at alle medarbejdere kender de fælles mål og netop deres rolle og opgaver på vejen mod realisering af målene. Men mindst lige så vigtig er den ledelsesopgave, der handler om at kommunikere virksomhedens historie, aktuelle situation og fremtid. Det gælder også små og store forandringer og kriser, da denne kommunikation mellem ledelse og medarbejdere bidrager til at skabe mening og derigennem tryghed og klarhed.

  • Er jeres ledere trænede i at kommunikere effektivt med medarbejderne i hverdagen?
  • Udnytter I jeres formelle medarbejdersamtaler i forb. med introduktion, udvikling og afvikling til at skabe mening for jeres medarbejdere?
  • Kender alle jeres medarbejdere virksomhedens mål og deres egen rolle i at nå målet?

Kontakt os, hvis du vil høre mere om fastholdelseskommunikation, og hvordan man strukturerer og effektiviserer medarbejdersamtalerne for at bidrage aktivt til at fastholde medarbejderne …