Hvem passer på chefen?

Helle Laursen d. 14. december 2007

Der er meget fokus på, hvordan medarbejdere på alle niveauer løbende kan støttes og udvikles med den meget individuelle tilgang, det kræver. Men hvad med chefen?
Hvis lederen har mange medarbejdere med direkte reference, ligger der en stor udfordring alene i at give den enkelte lige netop det mål af opbakning pågældende har brug for; tilstrækkeligt til at kunne udføre opgaverne men ikke mere end, at medarbejderen udfordres til selv at søge de rigtige løsninger og videreudvikle egne ressourcer. Det kræver en høj grad af nærvær og empati, der kan have det resultat, at den ansvarlige leder – måske ikke erkendt – oplever så stor en belastning, at hans egne behov drukner.

Værdifulde svar kræver gode spørgsmål

Man kan som leder let komme til at føle sig lidt alene, og det er derfor nødvendigt at være opmærksom på at få skabt et rum for sig selv. ERFA-grupper og andre former for faglige netværk er et godt sted at starte, og heldigvis er det også blevet mere almindeligt at benytte sig af en coach eller mentor. I coaching arbejder man ud fra den antagelse, at alle mennesker selv rummer svarene på de fleste opgaver eller udfordringer, men at det kan være nødvendigt at få stillet de rigtige spørgsmål, for at få dem frem.

Coaching-forløb med effekt

Giv dig selv den (jule)gave det er at få tilknyttet en coach eller mentor, der kan stille de rigtige spørgsmål. Det kræver selvfølgelig en indsats at finde denne person, for kemien skal være i orden, der skal være gensidig respekt, og sidst men vigtigst; I skal have afstemt forventningerne på forhånd. Effekten af coaching hænger nøje sammen med, hvor klart målene er defineret. Jo mere præcist du kan definerer, hvad du vil have ud af coaching-programmet, desto større chance er der for, at resultaterne lever op til forventningerne. For at vurdere effektiviteten af individuel coaching anbefales det, at du beder om input fra kolleger og medarbejdere i form af en 360° evaluering før og efter forløbet.

Men lige nu kan du starte med at stille dig dette enkle spørgsmål: Hvad gør dig glad i dit arbejdsliv? Brug juleferien på at overveje dit svar på dette spørgsmål og start så igen efter nytår med fokus på at sikre dig selv et glad arbejdsliv.

Med ønsket om en glædelig jul med god tid til eftertanke …

Kontakt os, hvis du vil høre mere om, hvordan du får større fokus på dig selv og dine personlige udvikling.