Tag temperaturen på strategien

Helle Laursen d. 4. oktober 2007

Kender du det, at ledergruppen eller bestyrelsen ikke er helt enig om, hvordan situationen egentlig ser ud for virksomheden? Salgschefen mener, at produkt- og serviceudbudet ikke længere i tilstrækkelig grad modsvarer markedets behov og forventninger. Produktionschefen oplever, at produkterne i stadig stigende grad må hastes igennem produktionsprocessen med en lavere kvalitetsgrad til følge. Og kundeservicechefen er af den opfattelse, at der er alt for lidt tid til servicering af kunderne med den frygt, at virksomheden mister hidtil loyale og tilfredse kunder. Hvem har ret? Og hvordan skal vi prioritere vores indsatser, så vi opnår det bedst mulige resultat for virksomheden?

Bæredygtigheden af virksomhedens strategi er en fast tilbagevendende diskussion i bestyrelses- og direktionslokaler, men mange virksomhedsledere og bestyrelsesmedlemmer erkender, at det er svært at bevare overblikket over samtlige strategiske fokusområder i virksomheden på én gang og dermed forblive skarp på, hvad der lige nu er virksomhedens primære strategiske udfordringer.

Hvorfor er det nødvendigt?

For at komme fra A til B er det ikke kun nødvendigt at vide, hvor B er – altså hvor man som virksomhed ønsker at bevæge sig hen – målet. Det er også nødvendigt at være helt enige om, hvor A er, før man kan planlægge vejen fra A til B. Eller med andre ord; før vi kan fastlægge virksomhedens strategi. En strategisk analyse kan måle temperaturen på virksomheden hele vejen rundt i alle hjørnerne og i den efterfølgende strategiudviklingsproces sikre, at ledergruppen eller bestyrelsen får en ensartet opfattelse af virksomhedens situation. Det er nemlig udgangspunktet for overhovedet at kunne lave en bæredygtig strategisk udvikling af virksomheden.

  • -Kender du temperaturen på de primære strategiske fokusområder i din virksomhed?
  • -Og er dine kolleger enige med dig i din opfattelse af temperaturen?

Kontakt os, hvis du vil høre mere, om hvordan I vil kunne opnå et effektivt og præcist overblik.