Udnyt eksportmulighederne nu!

Helle Laursen d. 27. januar 2010

Den globale økonomi er langsomt på vej ud af krisen. Der er bedring på alle danske hovedmarkeder og konjunkturerne tyder på, at eksportmarkederne kommer tidligere ud af krisen end hjemmemarkedet. Konkurrencen er dog benhård og priserne er under pres. Er virksomheden gearet til at gribe muligheden nu?

Hvor ligger mulighederne – sæt realistiske mål

Ifølge Udenrigsministeriet skønnes Tyskland og Frankrig at være helt ude af recessionen, mens Sverige og Storbritannien stadig har negativ vækst. Tyskland er et meget stort marked, og der hersker store regionale forskelle; således er den vestlige og sydlige del hårdere ramt end øst og nord. Det er med andre ord meget vigtigt at sætte sig godt ind i situationen på det valgte eksportmarked og forstå forskellene samt konkurrencen, inden der sættes for høje mål for omsætningens eksportandel.

Det kunne på nogle markeder give mening at foretage en helt ny vurdering af markedet og den nuværende salgsstruktur. Der skal være styr på basale ting såsom: Hvad driver de underliggende kundebehov og forbrugeradfærd i forhold til virksomhedens produkt, hvor hård er konkurrencen, og hvor presset er priserne? Er den valgte distributionsstruktur og de nuværende aftaler stadig de optimale? Udnyttes den eksisterende viden og organisation optimalt i forhold til hvilke markeder, der skal være i fokus, eller bør der i stedet opsøges nye markeder, som f.eks. Kina, hvor vækstraterne er endnu højere?

Hvis I endnu ikke har revurderet jeres markedsmix og jeres markedstilgang, så bør det være første prioritet i forhold til at kunne fokusere organisationen på de rette aktiviteter, der vil kunne indfri omsætnings- og bundlinie målene. Og skal det have effekt i indeværende år, så har I travlt.

Lav en konkret eksportplan

Uanset hvilken distributionsform, der vælges for eksporten, så er det afgørende for succes, at I har den rette plan og organisation til at kunne følge op på aktiviteterne i hvert marked. Krise skaber usikkerhed – også hos distributionskanalerne. Sidder I med de rigtige salgspartnere på hånden, og hvilken service og support har de brug for, for at de tør satse på jeres produkt? Matcher jeres  organisation og ressourcer  salgspartneres behov?

En systematisk tilgang til salget på eksportmarkederne har aldrig været mere vigtig end nu, hvor man kan sige, at eksporten mange steder skal kick-startes igen. Det kræver en fokuseret plan for den enkelte partner samt fokuserede medarbejdere.

  • Er jeres organisation gearet til at kunne udnytte eksportmulighederne?
  • Har I opstillet realistiske mål for eksport?
  • Har I optimeret jeres eksportmarkedsføringsplan?

Kontakt os, hvis I  vil optimere jeres eksportrettede ressourcer og aktiviteter, så målene nås …